Kære Læser
Så har vi sagt farvel til år 2011 og budt 2012 velkommen. Her på redaktionen har vi valgt at fejre det nye år med en ny og bedre version af bladet Kulør, selvfølgelig med samme gode indhold. I januar får du et stort interview med Line Baum Danielsen, der fortæller om at genoptage sine passioner, om at samle overskud og nødvendigheden af at tage ansvar for sig selv.
Vi sætter i denne måned fokus på olie. Læs om hvordan græske oliven bliver lavet til gyldne dråber olie, og bliv klogere på hvordan du vælger den helt rigtige type olie til lige netop din madlavning.
Kulørte blomster kan vi aldrig få nok af. Og orkideen er efterhånden blevet fast inventar i rigtig mange hjem. Kulør har talt med orkideekspert Hans Christiansen og fået en række gode fif til, hvordan du får din afblomstrede orkide til at blomstre igen.
Kulør guider dig desuden gennem mørke og kolde januar, med 12 måder hvorpå du kan gøre årets første måned lidt sjovere.
Der ud over får du masser af nemme, sunde og billige tips til din hverdag, inspiration til boligen anno 2012, og selvfølgelig masser af lækre opskrifter til dig og din skønne familie.
Godt nytår til Jer alle.
De bedste hilsner
Redaktionen bag Kulør